Mange selvstændigt erhvervsdrivende starter med at drive deres virksomhed fra hjemmet. Dette gøres bl.a. for at spare virksomheden for flere omkostninger end højst nødvendigt. Men hvad nu med det merforbrug der så opstår af f.eks. el og vand – er der mon mulighed for at trække noget fra i virksomhedens regnskab?
Hovedreglen i dansk skattelovgivning er, at alle udgifter kan fratrækkes, hvis de er med til at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten – så udgangspunktet er dermed, at også udgifter til et hjemmekontor kan trækkes fra. Det er dog den erhvervsdrivende der har bevisbyrden for at udgifterne er erhvervsmæssige, og det er i praksis yderst sjældent at fradraget anerkendes af SKAT.
Afgørelsen af, om der kan fratrækkes udgifter til hjemmekontor sker ud fra en konkret vurdering, hvor der lægges vægt på om værelset anses for at have skiftet karakter – f.eks. på grund af særlig indretning eller adgangsforhold.
For så vidt angår indretning kigges der bl.a. på, om værelset kan bruges til andre formål end de erhvervsmæssige. Det taler således imod fradrag, hvis nu der f.eks. er opstillet en sovesofa, hvorved værelset kan bruges til gæsteværelse.
Det taler omvendt for muligheden for fradrag, hvis værelset i væsentlig grad bliver brugt erhvervsmæssigt inden for normal arbejdstid, eller hvis der f.eks. er etableret egen indgang, der er adskilt fra den øvrige bolig.
Det er endvidere væsentligt for opnåelse af ret til fradrag for udgifter til hjemmekontor, at værelset i overvejende grad bruges som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.
Hvad kan der så opnås fradrag for?
Hovedreglen er, at der skal laves en beregning af den forholdsmæssige del af udgifterne til el, vand og varme, men reelt beror det på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis der er tale om et ikke uvæsentligt erhvervsmæssigt forbrug af el, vand og varme kan det anbefales at der opsættes særskilte målere for hjemmekontoret.
Hvis hjemmekontoret udgør mere end 10 % af ejendommens samlede vurderede areal kan der endvidere fratrækkes en forholdsmæssig andel af ejendomsskatten. Dertil kommer at ejendomsværdiskatten kan nedsættes skønsmæssigt med den erhvervsmæssige andel, svarende til arbejdsværelsets faktiske areal i forhold til ejendommens bruttoareal.
Hvis nu hjemmekontoret er i en lejet bolig kan der i stedet fradrages en forholdsmæssig andel af huslejen, samt en forholdsmæssig andel af el og varme.