Det fremgår af en artikel i Politikken den 17/2 2015, at SKAT i fremover vil have fokus på de typiske fejl i danskernes selvangivelser – hvilket vel nok ikke er så mærkeligt endda. Et af de fradrag der bliver fremhævet som særlig fejlbehæftet er befordringsfradraget. Ifølge artiklen består fejlen oftest i, at man glemmer ”at kørselsfradrag skal reduceres med de dage, hvor man har hjemmearbejdsdag eller får godtgjort kørsel”.
Nu tænker du måske “Godtgjort kørsel?”. Og ja, du kan faktisk få skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel mellem hjem og arbejde i op til 60 dage inden for 12 løbende måneder (60-dages reglen), da kørslen i den periode vil være at anse som erhvervsmæssig kørsel, mens det fra og med dag 61 vil være at betragte som befordring mellem hjem og arbejdsplads og dermed kun giver mulighed for at få befordringsfradrag.
Et væsentligt element at have for øje er, at den ovennævnte 60-dages regel faktisk også gælder for selvstændigt erhvervsdrivende, der driver virksomhed fra egen bolig. Dette skyldes, at der ikke skelnes mellem bolig og arbejdsplads, når man netop driver sin virksomhed fra privaten. Det kan deraf afledes, at hvis du som konsulent, med kontor i egen bolig, arbejder i en længere periode hos den samme virksomhed, så er du berettiget til at indregne kørselsgodtgørelse i dit regnskab for de første 60 dage, men fra og med dag 61 må du derimod nøjes med befordringsfradrag, når det gælder kørsel til den pågældende kunde.
Hvis du har haft andre arbejdspladser (kunder) i mere end 60 sammenhængende dage så nulstilles 60-dages regnskabet, og du vil igen kunne få skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel til den først omtalte kunde.
Det pointeres samtidig, at det kun er arbejdspladser hvor kørslen er til eller fra hjemmet der omfattes af 60-dages reglen, så det vil med andre ord også sige, at hvis du driver din virksomhed fra et kontor ”ude i byen” så vil 60-dages reglen ikke være aktuelt for dig.