Hvis du ejer et selskab skal du være opmærksom på, at sidste frist for at indberette oplysningerne om ejere og panthavere til Det Offentlige Ejerregister er 15. juni 2015, og hvis ikke du får indberettet rettidigt kan konsekvensen blive en bøde.Der er lovpligtigt for alle danske selskaber1 at registrere deres ejere og panthavere i Det Offentlige Ejerregister. En ejer (eller panthaver) skal registreres, hvis han ejer 5% eller mere af et selskabs kapital eller har 5% eller flere af selskabets samlede antal stemmer.
Fristen gælder formelt set kun for ’gamle’ selskaber (selskaber der er stiftet før 15. december 2014), mens det er et krav at ’nye’ selskaber (selskaber stiftet efter 15. december 2014) foretager registreringen i Det Offentlige Ejerregister senest 14 dage fra stiftelsesdatoen. Fristen på de 14 dage gælder ligeledes i de tilfælde hvor der sker ændringer i selskabets ejerforhold eller panthavere efter 15. december 2014.
Ejerregistret vil være offentligt tilgængeligt fra den 15. juni 2015, hvorefter alle får adgang til at se selskabernes ejerforhold.
1 Aktieselskaber (A/S), anpartsselskaber (ApS), iværksætterselskaber (IVS), partnerselskaber (P/S) og europæiske aktieselskaber (SE).